1. Forside
  2. /
  3. Om TCGym
  4. /
  5. Studie- & Ordensregler

Studie- og ordensregler for

Taastrup City gymnasium

 

På Taastrup City Gymnasium gælder følgende lokale studie- og ordensregler. Reglerne er vedtaget på baggrund af Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1077 af 13. september 2017 om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser.

Alle elever og ansatte på Taastrup City Gymnasium er orienteret om regelsættet, som også er offentligt tilgængeligt på institutionens hjemmeside.

 

1. Studieregler

På Taastrup City Gymnasium gælder følgende regler vedrørende elevernes studiemæssige forhold:

Almindelige normer som eleverne er underlagt i relation til deres uddannelse:

  • Eleverne skal møde frem til og deltage aktivt i den del af undervisningen, som kræver deres fysiske tilstedeværelse. Det gælder, uanset om undervisningen foregår på eller uden for institutionens område, herunder ved ekskursioner, studieture m.v. 
  • Eleverne skal deltage aktivt i anden undervisning, herunder selvstændigt arbejde og virtuel undervisning, vejledninger/samtaler etc.
  • Eleverne skal rettidigt aflevere deres skriftlige besvarelser af opgaver uden snyd eller lignende uretmæssig adfærd, jf. pkt. 5.
  • Eleverne skal deltage fuldt ud i terminsprøver, årsprøver og andre interne prøver og lignende.
  • Eleverne må ikke foretage snyd og/eller udvise lignende uretmæssig adfærd, som kan forhindre eller modvirke, at de selv eller andre elever fuldfører deres uddannelse, herunder ved at aflægge de nødvendige prøver, i overensstemmelse med uddannelsesformålene.
  • Eleverne skal forberede sig til undervisningen i henhold til de instruktioner, som læreren angiver på skolens undervisningsplatforme eller i modulerne.

Særlige normer om elevernes studiemæssige forhold i relation til deres uddannelse:

Taastrup City Gymnasium kan efter anmodning og en konkret vurdering fritage en elev for dele af undervisningen i et eller flere fag, når eleven på grund af sit handicap eller på grund af funktionsnedsættelse ikke kan deltage aktivt i hele undervisningen i faget eller fagene, eventuelt ved tilbud efter loven om specialundervisning, specialpædagogisk bistand eller sygeundervisning. Det samme gælder for en elev, der af andre grunde midlertidigt ikke kan deltage aktivt i hele undervisningen i et eller flere fag.

Taastrup City Gymnasium kan i givet fald anmode eleven om en lægeerklæring som dokumentation for anmodningen om fritagelse. Det samme gælder, når der er behov for en lægeerklæring som anden relevant dokumentation, f.eks. for sygdom. Eleven afholder selv udgiften til den af institutionen anmodede lægeerklæring eller lægeerklæringer.

I forbindelse med prøver, terminsprøver eller eksaminer er skolen berettiget til at kontrollere tilstedeværelse af ikke-tilladte elektroniske genstande (PC´ere, telefoner eller andre lignende genstande) i eksamenslokalet. 

 

2. Ordensregler

Elever på Taastrup City Gymnasium skal altid overholde almene normer for god orden og samvær, og sikre respektfulde relationer eleverne indbyrdes og mellem eleverne og institutionens bestyrelsesmedlemmer, ledere, lærere og andre ansatte. Herudover har de pligt til umiddelbart og loyalt at efterfølge de konkrete anvisninger, som institutionen giver eleverne mundtligt eller skriftligt for at opretholde eller genoprette god orden på skolen.

På Taastrup City Gymnasium gælder herudover følgende regler om orden og samvær:

  • Eleverne skal bruge institutionens undervisningssprog som det almindelige, fælles sprog i et samvær, der inkluderer alle respektfuldt.
  • Eleverne skal udøve samvær og adfærd uden støj, larm og lignende.
  • Eleverne skal bruge institutionens lokaler, arealer, faciliteter og inventar med omtanke, herunder bl.a. deltage i individuel og fælles oprydning.

Særlige normer for orden og samvær i forbindelse med undervisningen og øvrig adfærd på institutionen:

  • På Taastrup City Gymnasium er man tækkeligt påklædt. Dialog og kommunikation er vigtige i en undervisningssammenhæng, og derfor skal man kunne se hinanden i ansigtet. Niqab og andre beklædninger, der dækker ansigtet, er derfor ikke tilladt jævnfør både skolens regler og dansk lovgivning.
  • Skolen kan kræve justeringer af elevbeklædning, i det omfang dette er sikkerhedsmæssigt begrundet.
  • Skolen tolererer ikke mobning eller voldelig og truende adfærd.
  • Tobaksrygning og anden indtag af tobaksvarer, herunder e-cigaretter, vandpiberygning og snus, er ikke tilladt i skoletiden uafhængigt af, hvor det finder sted. Det samme gælder rusmidler såsom lattergas, hash og alle ulovlige stoffer samt alkohol, som også er forbudt i skoletiden. Elever må ikke deltage i undervisningen under påvirkning af ovenstående eller andre rusmidler.
  • Rusmidler: Taastrup City Gymnasium er berettiget til at foretage en teknisk prøve for rusmidler i tilfælde af mistanke. Nægter en elev eller kursist en sådan undersøgelse bliver denne udmeldt. I tilfælde af at prøven er positiv, gives en skriftlig advarsel.

  • Eleverne er ikke berettiget til at foretage lyd- og billedoptagelser uden tilladelse af skolens ledelse, herunder videreformidling (deling) heraf, af en andens private forhold eller i øvrigt af en anden under omstændigheder, hvor den anden åbenbart kan forlange sig unddraget fra sådanne optagelser og videreformidling heraf. Det gælder navnlig optagelser med et indhold, der kan krænke blufærdigheden eller andres personlige integritet.
  • Religiøs forkyndelse, gudsdyrkelse og lignende er forbudt på skolens område i undervisningstiden.
  • Tilskyndelse eller påvirkning til ekstreme eller fundamentalistiske holdninger og adfærd i strid med uddannelsesformålene eller anden adfærd, der kan fremme sådanne holdninger og sådan adfærd, herunder fremme social kontrol af andre elever i strid med uddannelsesformålene, er ikke tilladt.

Elevadfærd uden for institutionen

Reglerne under kapitel 2 omfatter også elevernes adfærd uden for institutionen, dvs. adfærd som eleverne udviser i deres fritid, såfremt adfærden har direkte indflydelse på undervisningsmiljøet på Taastrup City Gymnasium.

 

3. Procedure for institutionens indgriben overfor elevers overtrædelse af reglerne

Ved mindre overtrædelser af studie- og ordensreglerne bortset fra fraværsreglerne i kapitel 5 kan Taastrup City Gymnasium mundtligt eller skriftligt give eleven en pædagogisk tilrettevisning eller advarsel. 

En skriftlig advarsel bortfalder normalt efter et år, medmindre andet fremgår af den konkrete afgørelse i den enkelte sag. Advarsler, som er givet til en elev på grund af, at denne har begået, medvirket eller tilskyndet til snyd og lignende uretmæssig adfærd, bortfalder dog normalt ikke.

 

4. Sanktionering af overtrædelse af studie- og ordensreglerne

Indledningsvis henvises til kapital 5, som vedrører forskellige former for fravær i undervisningen.

Ved overtrædelse af Taastrup City Gymnasium lokale studie- og ordensregler, som ikke sanktioneres med en pædagogisk irettesættelse, skriftlig advarsel eller udmeldelse, vil en eller flere af følgende sanktioner blive anvendt:

  • Hel eller delvis udelukkelse fra konkrete eller typer af arrangementer eller aktiviteter.
  • Midlertidig udelukkelse fra undervisning i indtil 10 skoledage. Institutionen registrerer i givet fald elevens fravær under udelukkelsen som fravær.
    • Institutionen kan fastsætte i studie- og ordensreglerne, at en tilbageholdelse af praktiske eller pædagogiske grunde kan opretholdes ud over det tidspunkt, hvor institutionens tilbud ophører.
  • Forbud mod, at eleven i en nærmere bestemt periode medbringer og anvender nærmere bestemte private genstande eller typer af genstande, herunder mobiltelefon og lignende kommunikationsmiddel, under sit ophold på institutionen og i undervisningen, når og i den udstrækning dette er ordensmæssigt eller pædagogisk begrundet.
  • Tilbageholdelse i normalt højst et døgn af en eller flere af elevens private genstande, herunder mobiltelefon og lignende kommunikationsmiddel. 
    • Eleven er forpligtet til umiddelbart at aflevere den eller de genstande, som institutionen har besluttet at tilbageholde, til institutionen. 
      • Hvis eleven ikke opfylder denne forpligtelse, kan institutionen træffe beslutning om at iværksætte en relevant sanktion herfor. Dette fritager dog ikke eleven fra pligten til at aflevere genstanden. 
  • Henvisning af eleven til at aflægge prøve i et eller flere fag, der kan afsluttes med prøve på det pågældende klassetrin i det pågældende år, uanset om eleven bliver udtrukket til at aflægge prøve i faget eller fagene. Dette gælder navnlig ved alvorlig eller gentagen snyd eller lignende uretmæssig adfærd.
  • Fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag, der afsluttes det pågældende skoleår. Prøve i det eller de pågældende fag skal aflægges det følgende år, hvis institutionen træffer beslutning om, at den pågældende på trods af en eller flere manglende prøver kan oprykkes til næste klassetrin.
  • Bortvisning fra institutionen og overflytning til en anden institution med henblik på, at eleven gennemfører sin uddannelse der. 
    • Overflytning til en anden institution sker efter forudgående aftale mellem den afgivende og den modtagende institution. 
    • Hvis eleven har tilsagn om overflytning til en anden bestemt institution, som eleven ønsker at overflytte til, hvis eleven bliver bortvist fra sin institution, træffer den afgivende institution beslutning om overflytning af eleven til denne institution. 
    • Institutionen kan kun træffe beslutning om denne sanktion, hvis den ikke tidligere i elevens gymnasiale uddannelsesforløb er anvendt over for eleven.
  • Bortvisning (udskrivning) fra uddannelsen.

Midlertidig hjemsendelse og midlertidig begrænset adgang til institutionen, mens sagen behandles

Som led i behandlingen af en sag efter dette regelsæt kan Taastrup City Gymnasium beslutte at hjemsende den pågældende elev midlertidigt eller at begrænse elevens adgang til institutionen midlertidigt, mens sagen undersøges nærmere. 

Midlertidig hjemsendelse eller midlertidig begrænset adgang til institutionen er muligt i følgende situationer:

  • Situationer, hvor det anses for påkrævet af hensyn til den almindelige retsbevidsthed på institutionen om overholdelsen af institutionens studie- og ordensregler. 
    • Dette kan f.eks. være tilfældet når det er anmeldt til politiet, at eleven har foretaget en voldelig, truende eller i øvrigt ulovlig handling, som kan have direkte betydning for ordenen og samværet på institutionen, og som i givet fald vil kunne medføre en permanent bortvisning.
  • Situationer, hvor det anses for påkrævet for at opretholde ordenen og samværet på institutionen og andre elevers og ansattes deltagelse i undervisningen.

Betingede sanktioner

Taastrup City Gymnasium kan træffe afgørelse om, at en konkret sanktion alene iværksættes, såfremt eleven overtræder reglerne igen inden for en nærmere bestemt periode. 

Taastrup City Gymnasium kan også fastsætte vilkår for en betinget sanktion, som er pædagogisk begrundet, for eksempel:

  • Inden en nærmere frist udbedrer eleven skadevirkningerne som følge af elevens overtrædelse af studie- og ordensreglerne.
  • Inden en nærmere frist gennemfører eleven på en tilfredsstillende måde nærmere bestemte aktiviteter og lignende, som er egnede til at forebygge, at eleven gentager det skete eller andre relevante overtrædelser af studie- og ordensreglerne, eller egnede til, at eleven og eventuelt forurettede elever, ansatte eller andre gennem mægling bliver forligt eller forsonet.

 

5. Registrering af elevers deltagelse i undervisningen

Taastrup City Gymnasium registrerer digitalt elevens deltagelse i undervisningen, herunder også elevens afleveringer af skriftlige opgaver. 

Fraværsregistrering:

  • Lærerne sikrer, at elevernes eventuelle fravær registreres i Lectio den dag undervisningen afholdes eller de skriftlige opgaver skal afleveres.
  • Fravær registreres, når eleven/kursisten:
    • ikke er til stede ved modulets begyndelse.
  • forlader undervisning før modulet er slut eller uden lærerens tilladelse (herunder sen tilbagekomst fra gruppearbejde/refleksionstid).
  • møder fysisk uden at være læringsparat, dvs. uden computer, oplader, skriveredskaber, bøger, hovedtelefoner eller andet, som læreren har påkrævet som forberedelse til modulet.
  • ikke afleverer et fyldestgørende produkt ift. det påkrævede ved et virtuelt eller fysisk modul.

Elever, der på grund af sygdom ikke kan deltage i undervisningen/aflevere skriftlige opgaver angiver fraværsårsagen i Lectio senest et døgn efter fraværet.

Eleverne kontrollerer jævnligt fraværsregistreringen i Lectio. Eleven kan inden for en uge gøre indsigelse overfor en fraværsregistrering til den lærer, der har foretaget registreringen.

Registreringen gælder for et skoleår ad gangen. 

Når en elevs 

  • fysiske fravær, 
  • manglende aflevering af skriftlige opgaver eller
  • manglende studieaktivitet

på grund af sygdom eller andet i et fag eller flere når et niveau, der giver anledning til bekymring om elevens udbytte af undervisningen, gives som hovedregel: 

  1. En advarsel i form af en pædagogisk irettesættelse ved fravær på over 8% af de læste moduler.
  2. En mundtlig advarsel (first warning) ved et fravær på over 16% af de læste moduler.
  3. En skriftlig advarsel (final warning) ved et fravær på over 20%, som indeholder betingelser der skal overholdes indenfor et givet tidsrum. 

Overholdes disse betingelser ikke, udskrives eleven umiddelbart efter den skriftlige advarsel er givet.

Alle advarsler registreres i Lectio.

 

6. Nægtelse af oprykning til næste klassetrin

Taastrup City Gymnasium har mulighed for at nægte en elev oprykning til næste klassetrin i overensstemmelse med § 10 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1077 af 13. september 2017 om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser.